Onsdags-vm som om vinteren er henlagt til om søndagen, aka Slush-cup. I dagens anledning havde jeg fået en af de nye, meget omtalte Giant XTC 29” cykler. Well cyklen blev pakket ud søndag morgen, og når jeg får ny cykel, ja så skal den prøves hurtigst muligt, så der var ingen tvivl om hvilken cykel der skulle i ilden i dagens løb. Heldigvis var løbet også lidt specielt, idet man blot skulle køre top 30 for at gå videre til et ”finale-heat”, så der var plads til at eksperimentere lidt.
En 29”er en stor cykel, og når man normalt kører på en lille medium 26”, ja så er en large 29er altså gigantisk!
Jeg følte mig sgu lidt som da jeg var lille og fik ny cykel, der var plads til at vokse! Hvis jeg skal sammenligne XTC 29eren med en 26er er den mere sporsikker, den kommer nemmere og mere sikkert gennem mudderpassagerne. De store hjul giver en meget større centrifugalkraft, hvilket gør den utrolig letkørt gennem store hurtige sving, den andre ryttere kører nærmest irriterende langsomt rundt i store fedtede sving, hvor man nærmest kan ”drifte” igennem, uden at stå på røven. Ujævnhader forcerer de store hjul også bedre, man kan cykle nærmest ubesværet op ad trapper! Ulempen ved de store hjul kommer så på bakkerne, her er de bare tungere at træde, og ved acceleration går det også langsommere. Snævre sving er også lidt af en opgave.
Løbet gik egentlig fint på cyklen, Benjamin var dog kørt, så jeg gjorde ikke det store, andet end at sørge for at holde mig i top 30 så jeg kunne køre med om de 2000 dask i finalen.
Finalen blev kørt på en kort rundstræknink, med masser af sving, og et par gode hop. Til finalen fandt jeg min bike ”numero-uno” frem, min Anthem, godt nok træningscyklen, men stadig en top-spiller cykel. Følelsen var lidt som at gå fra en Mercedes S klasse, og over i en voldttunet Golf GTI, jeg blev bekræftet i at 26eren bare ER hurtigere ud af startblokken, så finalen blev kørt i ren motocross stil, fuld håndtag ud af svingene, og jeg følte mig faktisk rigtig stærk.
Stor var overraskelsen da jeg opdagede at Simon Tarp hang på som eneste mand. Han er sgu hurtigere end jeg lige troede! Til gengæld var jeg rimelig sikker på at jeg måtte have flere accelerationer i benene end ham, så det var jeg bare at blive ved med at hakke den helt af ud af svingene. Som sagt, så gjort, og jeg kunne trække det længste strå.
Efterfølgende stod den så på landevejstræning, Kalundborg-Køge, hvor jeg præstedere at køre forkert, og miste orienteringen fuldstændig, så da det også begyndte at regne, og jeg måtte køre for fuld skrue for at holde varmen, blev jeg sgu lidt træt af det. 6.20 time i sadlen blev det til (what does´nt kill you, makes you stronger).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar